Der er langt til Als, så for at få en hel dag i Universe, havde vi brug for 2 overnatninger. Heldigvis havde Nørherredhus Hotel og Konferencecenter i Nordborg et godt tilbud med 2 overnatninger og 2 gange aftensmad, og det benyttede vi os af. Alle 19 mødtes i Bøjden fredag eftermiddag og tog i samlet flok med færgen til Fynshav og derfra videre til hotellet.

Og så boltrede vi os i Universe hele lørdagen lige fra åbningstid til lukketid.

   

En hel dag i Universe var slet ikke for meget, for der var bare så meget at se og udforske. Det var spændende for os alle, og selvfølgelig måtte vi have lidt frokost undervejs. Nogle havde selv mad med, andre købte i cafeen.

Universe er et ret fantastisk sted, hvor der er udfordringer for alle sanser og for alle aldersklasser. Vejret var ok og der var ikke så mange gæster, så det var nemt at komme til rundt omkring og alle fik prøvet rigtig mange forskellige ting.

 

Det var nemt at bo på hotel og dejligt at få aftensmaden serveret begge dage, og det fungerede fint med undtagelse af aftensmaden den første aften. Der gik lidt koks i programmet fra hotellets side, så vi ventede umådelig længe på maden.

Begge aftener blev der tid til en aftentur i Nordborg, hvor der var omrejsende Tivoli, og nogle af forlystelserne måtte jo lige prøves.

Ind imellem blev der også tid til at at lege, spille, pjatte, snakke og hygge og en enkelt eller to fik sig en smøg udenfor hotellet.

Hotel-billedet lånte vi fra hotellet hjemmeside til vores invitation - der var ingen sne, da vi var der sidst i april.