Denne tur var lidt speciel, fordi Bent valgte at fejre sin 60-års fødselsdag på turen. Bent har fødselsdag i januar, men ville hellere fejre dagen til foråret, når vejret var bedre.

Vi brugte en del tid på at finde det rette sted, og det lykkedes til fulde. Hønnerup Hovgård på Fyn var det mest vidunderlige sted, vi kunne ønske os og vejret var skønt, så alle 19 var vildt begejstrede.

   
 

Alle 19 ankom fredag sidst på eftermiddagen, og vi spærrede alle øjnene op, da vi så Hønnerup Hovgård. Og husets indre gjorde ikke begejstringen mindre. Alle tog turen rundt fra kælder til kvist for at besigtige herlighederne. Her var stor entre, stort køkken, 3 store stuer en suite, jagtstue og masser af store lyse og forskellige værelser både oppe og nede og adskillige badeværelser.

Stuer og værelser var indrettet nydeligt med gammelt interiør, der passede til husets stil og der var pyntet op med fine, friske blomster. Vi følte os rigtigt velkomne.

Først da alle havde været huset rundt fordelte vi værelserne, og dem var der rigeligt af.

 

Udendørs var der ligeså perfekt. Fra spisestuen førte en trappe ned til en stor terrasse og udenom var der en stor dejlig græsplæne med store træer. Hele haven var afgrænset af træer og udenfor bredte knaldgule rapsmarker sig. Og i et hjørne af haven skar en lille rislende bæk sig gennem græsplænen.

Vejret var dejligt, så vi startede med kaffe på terrassen, og senere spiste vi også aftensmaden udenfor.

Oprindelig havde vi tænkt, at vi skulle besøge Egeskov Slot om lørdagen, men det blev lavet om, for egentlig ville vi hellere blive på dejlige Hønnerup Hovgård og bare hygge, så det gjorde vi. Kun nogle få kørte et par småture i området.

Så efter morgenmaden indtog vi haven med spil og leg. Ungerne fandt hurtigt ud af, at bækken var spændende selv om det også betød våde sko og sokker.

Haven var en skøn legeplads i sig selv, og vi havde selv medbragt forskelligt legetøj og spil, så der var rigeligt at give sig i kast med.

Vi samledes alle til frokost på terrassen, og så hyggede vi videre.

 
 
 
 
 
 

Der var også gang i indendørs aktiviteter. Ungerne havde fundet en fin dukkevogn, og den var noget af et hit hos de 3 små piger, som drønede rundt med den gennem stuerne.

I køkkenet blev der smurt sandwich til dagen efter, og senere nærmede tiden sig til fødselsdagsfesten, så der skulle dækkes bord, og alle skulle i festtøjet. Flicka kom i bad, det gjorde tvillingerne ikke, for de ville bestemt ikke op i et blåt badekar!

 

 
 
 

Så blev det tid at at fejre Bents 60-års fødselsdag. Alle var kommet i det fine tøj, og vi samledes i en af stuerne. Her var velkomstdrinks og Bent pakkede en masse både sjove og dejlige gaver ud.

Den fine røde spisestue dannede rammen om en perfekt festmiddag, som blev leveret af den lokale Gelsted kro, der stillede med både kok og serveringspersonale.

 
 

Vi havde gjort os stor umage for at finde frem til mad, som alle kunne lide, og vi havde besluttet, at alle skulle have serveret det samme, altså ingen børnemenuer. Det var Ikke just nogen nem manøvre, men det lykkedes heldigvis, og maden var lækker og velsmagende.

Undervejs fik Bent både fødselsdagssang, 60 gange hurra, og fine lys i isen.

Senere fik vi kaffe, og vi endte med at danse rundt til høj musik til langt ud på natten.

 
 

Søndag gik turen til Egeskov Slot, hvor vi myldrede rundt en stor del af dagen, kun afbrudt af en frokost, hvor vi spiste de medbragte sandwich.

Vi var inde i slottet, rundt i parken, så de forskellige udstillinger, prøvede labyrinten og den store legeplads. De 3 største børn var vilde med at gå oppe i trætoppene, så det blev prøvet adskillige gange.

Nogle kørte hjem, men de fleste vendte tilbage til Hønnerup. hvor vi fik endnu en dejlig aften. Der blev hygget og leget lidt mere, og de store piger brugte laaang tid ved bækken, hvor de fandt mange spændende ting som sten, blomster og insekter.

 

Vi skulle først hjem mandag formiddag, så vi havde god tid til at pakke sammen.

En af børnefamilierne brugte formiddagen til at få taget en masse familiebilleder med raspmarkerne som baggrund. Det kom der mange skønne billeder ud af, selv om Jeppe bestemt ikke ville fotograferes.

 
 

Det sidste billede fra Hønnerup viser mig og mine børn, svigerbørn og børnebørn på trappen. Vi var de sidste der mandag formiddag forlod dette fantastiske sted, hvor vi havde haft en skøn weekend.

Vi var gerne vendt tilbage på et senere tidspunkt, men det var umuligt, for Hønnerup stoppede udlejningen året efter. Det blev en fantastisk weekend, vi altid vil huske, og vi fik heldigvis rigtig mange dejlige billeder med hjem.