ambæks verden. billedarkiv 2009: 2. halvår
29.12.09. Jacob fejrede sin fødselsdag og havde inviteret til burger-party med alt hvad dertil hører. Og der var selvfølgelig fine gaver til fødselaren.
27.12.09. De børn og børnebørn som ikke havde været her juleaften kom til frokost 3. juledag, og så var der flere gaver bl.a. til Nadia.
24.12.09. Så er alt klart til en helt traditionel dansk juleaften, som blev rigtig dejlig. Med 5 børn kan det knibe lidt med plads til alle gaverne. Klik her og se den udvidede billedreportage.
20.12.09. Så kom det store juletræ indenfor og det fylder ganske godt op i stuen.
13.12.09. Nadia havde inviteret til julebagedag, og efter en dejlig frokost kom kagedejen på bordet.
13.12.09. Nadia og adskillige bedsteforældre rullede og trillede til den store guldmedalje, mens mor og far stod for selve bagningen.
13.12.09. Bagefter blev der lavet mængder af lækker konfekt.
13.12.09. Og sluttelig skulle de fine hjemmebagte huse udsmykkes med glasur og smarties. Et projekt alle gik ivrigt op i. Vi drog hjem med store mængder af de forskellige lækkerier.
12.12.09. Så skal juletræet i hus. Vi har tilkaldt assistence for at finde det rigtige træ. Her dirigerer mor Mia rundt med de frysende tropper.
12.12.09. Missionen lykkedes og træet blev nedlagt. Det bliver spændende at gense det juleaften i al sin glans.
29.11.09. Så er (næsten) alle samlet til den årlige klippe/klistredag, der indledes med frokost.
29.11.09. Dagen har nu mere udviklet sig til en dekorationsdag, hvor store og små kreerer fine dekorationer til advents- og kalenderlys. I år tog de fleste hjem med adskillige flotte dekorationer.
29.11.09. De to jævnaldrende fætre hygger sig på toilettet, men forinden havde de været centrum for et større drama, da Storm kom til at stikke en saks i Jeppes øje. Jeppe måtte en tur på skadestuen, men heldigvis var det ikke så alvorligt endda, så alle åndede lettet op.
14.11.09. Så tog vi fat på julen og tog til julemarked i Huseby i nærheden af det svenske fritidshus. Der var rigtig meget at kigge på, rigtig meget at smage på og rigtig mange mennesker.
15.11.09. Weekenden var både våd og grå, men det var mildt og stille, så der blev samlet forskelligt ind til de forestående juledekorationer.
1.11.09. Så blev Jeppe hele 3 år, og familie og venner kom til boller og lagkage. Der blev sunget fødselsdagssang og hvisket hurra, for Jeppe ville ikke have at vi råbte det højt.
1.11.09. Der var selvfølgelig gaver i massevis, og i flere pakker var der biler. Jeppe er nemlig fuldstændig vild med biler, som han slet ikke kan få nok af.
24.10.09. Vi var henne og se Freja ride på den store hest Triton.
24.10.09. Bagefter tog vi Kamille, Freja og Jeppe med en tur på Nationalmuseet. Pigerne fandt mange spændende ting at kigge på, men Jeppe syntes det var kedeligt - lige til vi kom til Børnenes Museum, hvor man kunne lege.
18.10.09. Fantastisk efterårsvejr så turen gik til vestsjælland, hvor vi bl.a. lagde vejen forbi Svallerup Strand.
15.10.09. Storm skulle med far og mor til Dinoshow, så mormor og Flicka hyggede sig sammen i flere timer. Mormor fik mange smil.
12.10.09. Storm og Flicka kom på besøg sammen med deres mor. Storms briller var gået i stykker, men brillemanden havde tapet og limet, så de kunne holde til et nyt glas var klar.
5.10.09. Usædvanligt besøg i haven. Det lille pindsvin var på jagt efter føde.
2.10.09. Fredag gik turen op til fritidshuset for at se det nye træværk rundt om terrassen. Det bliver flot, når det bliver malet. Vi ankom i fint vejr, men det varede desværre ikke ved.
27.9.09. Det var Københavns Befæstningsdag og flere af Vestvoldens forter og batterier havde åbent hus med underholdning og aktiviterter. Vi var rundt og kigge bl.a. på Mosede-fortet, hvor der var guidede rundvisninger, kanon-salut, mad og drikke samt musik.
27.9.09. Forinden kiggede vi indenfor hos Flicka, der igen var blevet større.
19.9.09. Mette fejrede sin 30-års fødselsdag og havde inviteret familie og venner på brunch på en cafe. Der var masser af glade gæster i alle aldre og masser af dejlig mad.
19.9.09. Bagefter var der forfriskninger og flotte lagkager derhjemme og Mette fik travlt med at pakke gaver op. Men der var noget galt med lagkagen, som iøvrigt var meget lækker.....
19.9.09. På fotosiden indtog denne lille dame dog førstepladsen. 2 måneder gamle Flicka tog det hele med ophøjet ro og blundede kun et kort øjeblik - hun skulle da have det hele med.
12.9.09. Dette billede sidder i et af Bents gamle fotoalbums. Vi genkendte enkelte personer, men anede ikke hvem de øvrige var. Ad snirklede veje har vi fået kontakt med den lille pige forrest i billedet. Hun er i dag 82 år, men husker udmærket, så nu har vi fået navn på alle, der var med på skovturen i Dyrehaven dengang i 1930'erne.
8.9.09. Det var lige vejr til en aftentur i Tivoli, hvor vi ikke havde været i år. Det var dejligt at gense den gamle have og spise lækker mad, mens solen gik ned og promenadeorkesteret spillede.
8.9.09. Før Tivoli tog vi en tur i det store pariserhjul og fik en formidabel udsigt over København.
23.8.09. Vejret var som skabt til en tur ud i det danske sommerland denne skønne sensommersøndag. Vi kørte til Frederiksværk og troede nærmest, at vi var kommet til syden, da vi så denne idyl.
23.8.09. Vi besøgte Krudtmuseet, som er det tidligere krudtværk, hvor man fremstillede krudt lige til 1965. Værket havde dengang været i drift i mere end 200 år. Det var ganske interessant, og vi havde ikke lige regnet med at krudstfremstilling var en så kompliceret affære - ikke mindst p.g.a. de mange sikkerhedsforanstaltninger.
23.8.09. Vi fortsatte til Hundested for at se grønlandsforskeren Knud Rasmussens sommerhus, og vi blev ganske forbøffede, da vi så det fanstastiske hus og den ligeså fantastiske placering.
23.8.09. Udsigten kan vist ikke være meget bedre......
23.8.09. Husets nabo er det lille kønne Spodsbjerg fyr. I fyrmestergården købte vi kaffe, som vi nød sammen med vejret og udsigten.
23.8.09. Vi sejlede med den lille færge "Columbus", som er 8 minutter om turen fra Sølager ved Hundested til Kulhuse.
23.8.09. Turens sidste stop var Jægerspris Slot, hvor vi gik en tur i den store flotte park. Vi så nogle af parkens mange mindestøtter samt grevinde Danners gravhøj. Og så gik det hjemad efter en rigtig dejlig og oplevelsesrig søndag.
19.8.09. Efter 14 dage i fritidshuset vendte vi hjem, og selvfølgelig måtte vi hilse på Flicka. Hun havde det fint og var blevet lidt større.
4.8.09. Vi skulle for første gang holde en længere ferie i det smålandske fritidshus, og en mail havde informeret os om, at underskoven mellem hus og sø var blevet ryddet, så vi var enormt spændte på at se vores nye søudsigt.
4.8.09. Det skulle bestemt fejres, så vi havde købt nogle særdeles lækre skaldyrsboller på vejen. De blev senere indtaget sammen med et glas champagne på terrassen i pragtfuldt sommervejr og en skøn søudsigt.
8.8.09. Et par dage og mange anstrengelser senere havde vi selv fået fældet lidt flere træer og der var endnu mere udsigt.....Vi havde haft huset i næsten 3 år, og endelig fik vi det søkig, vi havde ønsket os, og kors hvor vi bare nød det.
9.8.09. Vi tilbragte mange timer på terrassen med bare at kigge på søen, der hele tiden forandrede sig alt efter vejr og vind. Det var et ganske mageløst scenarie.
13.8.09. Og efter 3 år lykkedes det også endelig at få båden i vandet, så vi kunne komme en tur på søen, og skipper var vældig glad og tilfreds. Det var herligt at sejle i egen båd og meget spændende at se omgivelserne fra søsiden.
13.8.09. Denne første tur blev dog en smule dramatisk for et tordenvejr trak ind over søen, og vi fik travlt med at komme hjem. Søen er ikke stor, men vi kendte den ikke, så problemet var lige at finde ud af, hvor hjem egentlig var, men det lykkedes heldigvis at komme i land inden tordenvejret rigtig tog fat.
14.8.09. Dagen efter måtte vi igen på søen, og vi sejlede forbi vores hus adskillige gange - det så vældig fint ud også fra den side....
14.8.09. Vi måtte jo se at få lidt søerfaring, så en ny skipper tog fat om roret, og denne gang var der ikke truende tordenskyer, men flot blå himmel med fine lammeskyer.
16.8.09. Det var lidt af en arbejdsferie for der skulle ordnes forskelligt i fritidshuset, men der blev også tid til et par udflugter, bl.a. til udvandrermuseet i Växjö. Her kunne vi læse den spændende historie om de mange svenskere, der mellem 1846 og 1930 udvandrede til USA. Ganske mange af disse kom fra "vores" svenske område Småland.
16.8.09. På hjemvejen fik vi noget af en oplevelse, da vi stoppede ved Kyrkö mosse for at se på "Åkes bilskrot". En noget speciel og mærkværdig turistattraktion, som ikke desto mindre gjorde stort indtryk.
16.8.09. "Åkes bilskrot" er en bilkirkegård placeret i skoven. Her er omkring 150 bilskrog fra 1950'erne og -60'erne samt andet gammelt affald, som i dag er rustet og halvvejs opslugt af naturen. Et besøg kan stærkt anbefales for det er en helt speciel oplevelse.
17.8.09. Det blev til endnu en dejlig tur på søen.
17.8.09. Og endnu et kig på huset fra vandsiden.
2.8.09. Endelig fik vi sommerferie og vi startede med at tage på shoppingtur til Tyskland. Vi tog via Fyn, hvor vi lige havde et par ærinder. Kerteminde viste sig fra sin flotteste side denne dejlige sommersøndag.
2.8.09. Vi måtte selvfølgelig lige hilse på Amanda.
2.8.09. Det egentlige mål var at besøge Johannes Larsen museet, der ligger aldeles pragtfuldt placeret lige ud til vandet. Johannes Larsens villa, atalier og udestue/vinterhave er bevaret intakt, og det hele er fantastisk flot, hyggeligt og indbydende.
2.8.09. Den omgivende have er ligeså dejlig og den moderne nye tilbygning er passet fint ind i omgivelserne. Her er både en stationær samling samt forskellige skiftende udstillinger. Her var kort sagt masser at kigge på både ude og inde, og vi nød rigtigt den lille fynske perle.
3.8.09. Vi fik handlet i Flensborg og på vej hjem spiste vi frokost på en restaurant på stranden i Åbenrå. Vejret var godt nok til at sidde udenfor - troede vi! Men efter et øjeblik blev vi overfaldet af mariehøns i helt uanede mængder, og som de øvrige strandgæster flygtede vi indendørs. Aldrig nogensinde har vi oplevet så mange mariehøns - der var bare endeløse sværme....
26.7.09. Storm fejrede sin 3-års fødselsdag og der kom rigtig mange gæster. Storm ser lidt betuttet ud, for da lagkagen kom på bordet sang alle med på fødselsdagssangen, og det var lidt overvældende.
26.7.09. Der var et væld af gaver, så Storm kunne slet ikke nå at kigge nærmere på det hele. Det når han nok i morgen.
26.7.09. Flere af gæsterne havde været på ferie, da lillesøster blev født. Nu hilste de for første gang på Flicka.
26.7.09. Freja havde glædet sig rigtig meget til at se og holde sin lille kusine.
26.7.09. Hun var pavestolt, mens hun sad meget stille og holdt Flicka lige så forsigtigt.
26.7.09. Alle 3 kusiner synes at Flicka er meget sød og meget lille, så hun blev rigtig kælet og nusset, mens de kiggede på de bittesmå hænder og fødder.
19.7.09. En dejlig søndag i det danske sommerland, hvor vi spiste frokost på Pomlenakke Traktørsted på Nordfalster sammen med gode venner. Der var ganske mange gæster, der nød den dejlige frokost-buffet, vejret og de skønne omgivelser.
19.7.09. Turen hjem gik via Stubbekøbing, hvor vi sejlede til Bogø med den gamle træfærge "Ida". En lille men flot tur på bare 12 minutter.
19.7.09. Turen gik videre over Dronning Alexandrines bro - i daglig tale Mønsbroen, der blev indviet i 1943.
16.7.09. Vi kiggede indenfor hos 4 dage gamle Flicka og resten af familien. Alle har det godt.
13.7.09. Flicka blev født d. 12. juli kl. 20.16. Her er hun endnu ikke et døgn gammel, og hun er bare helt aldeles vidunderlig.
13.7.09. Hun ankom næsten 3 uger før tid, men vejede alligevel 3152 gr og var 51 cm lang, så hun er bare helt perfekt.
13.7.09. Mor, far og baby spildte ikke tiden på sygehuset. Mor og Flicka havde det fint, så små 4 timer efter fødslen tog de hjem.
13.7.09. Dagen efter kom familien for at hilse på lille Flicka. Hun blev rigtig beundret og også vældig begavet. Storebror Storm tog det hele med knusende ro, han vidste jo godt at Flicka havde ligget inde i mors mave, og nu var hun så kommet ud. Med den nye storebror-status fulgte også en masse spændende gaver.
13.7.09. Selvfølgelig sov Flicka det meste af tiden, men hun var nysgerrig nok til at kigge et lille øjeblik.
11.7.09. Trods det lidt blakkede sommervejr kørte vi en tur ud i sommerlandet. Turen gik bl.a. til Ledreborg slot, hvor vi kiggede indenfor på 1. sal, der er bevaret intakt fra de gamle dage med de oprindelige møbler og øvrige interiør.
11.7.09. Den genskabte barokpark er enorm og ret imponerende.
4.7.09. Vi besøgte nogle venner, der har dette rigtige svenske hus et stykke nord for os i Småland. Vejret drillede lidt det meste af dagen, men det lykkedes at få dejlige grillspyd, som dog måtte indtages indendørs.
4.7.09. Forinden havde vi været på en lille udflugt i området, hvor vi bl.a. så Nydala Klosterruin. En af de små skønne perler, der gemmer sig rundt omkring. Og klostret har en spændende historie, hvor danskere spillede en fremtrædende rolle for flere hundrede år siden.
5.7.09. Hjemme ved "vores" egen sø var der fældet en del træer og der var sat bænke op.
5.7.09. Bulder og brag varslede om at et nyt uvejr var på vej, men faktisk havde vi også soltimer og varme.