ambæks verden. billedarkiv 2009: 1. halvår
28.6.09. Inden alle spredes for at holde sommerferie rundt omkring, lykkedes det at samle de fleste børn og børnebørn til en grilldag på terrassen. Det var ret varmt, så både parasoller og badebassin kom i brug.
28.6.09. Delfinen sprøjtede med iskoldt vand fra haveslangen, men der var alligevel rift om at stå i skudlinien.
26.6.09. Årets sommerudflugt med kontoret bød på en sejltur i Københavns Havn ombord på restaurantionsskibet "Saga Queen". Godt selskab, dejlig mad, herligt vejr og en skøn udsigt gav tilsammen en vellykket aften.
26.6.09. Det var spændende at se en del af København fra vandsiden, og der var meget at kigge på, bl.a. Operaen, Skuespilhuset, Kongeskibet Dannebrog og Mastekranen.
17.6.09. For første gang i mit liv er jeg blevet ejer af en helt ny bil, og det er en helt speciel oplevelse. I dag hentede vi så den hvide Hyundai i30. Er den ikke bare flot?
14.6.09. Søndagsvejret var nogenlunde, så det lykkedes at indtage frokosten udenfor på Möckelsnäs Herrgård med denne skønne udsigt.
13.6.09. Forlænget weekend i fritidshuset. Det var koldt, vådt og blæsende en stor del af tiden, så efter et besøg i vores nye lokale havecenter kastede Bent sig over arbejdet.
7.6.09. Denne weekend var Storm med på haveudstilling i Frederiksberg Have. Det startede fint med at "gå på line", men pludselig smuttede den ene fod i vandet. Heldigvis var der også boder med børnetøj, så Storm kom hjem iført både nye sokker og bukser.
1.6.09. Fint vejr denne 2. pinsedag, hvor bl.a. Nadia og hendes mor kiggede ind. Og selv fine prinsesser kan godt lide at lege med vand. Mor er ved at lade sin pistol og så fik Nadia igen. Selvfølgelig blev kjolen våd, men så lånte Nadia en t-shirt, mens den tørrede.
25.5.09. Så er vi tilbage efter en uges ferie ved Marielyst på Falster, som er et kæmpestort sommerhus- og ferieområde ud til en dejlig sandstrand. Her midt i maj måned var stranden dog ret øde, selv om der iøvrigt var ganske mange feriegæster i området.
16.5.09. Vi havde lejet et kæmpestort sommerhus og inviteret børn og børnebørn med. Huset var perfekt med stort køkken-alrum, mange soveværelser, aktivitetsrum, indendørs pool, spa og sauna og en stor terrasse omkranset af en stor græsplæne. Der var masser af udfoldelsesmuligheder både ude og inde.
17.5.09. Storm og hans forældre var der hele ugen, så Storm havde det hele for sig selv i nogle dage. Udstyret med svømmevinger og -bælte boltrede han sig rigtigt i det varme vand.
17.5.09. Der var masser af plads til boldspil og tumlen rundt rundt på græsset, og den lille udendørs rutchebane blev brugt flittigt. Storm fik også lang tid til at gå med at puste og fange sæbebobler.
20.5.09. Så ankom kusinerne og fætter Jeppe og der blev pustet og jagtet endnu flere sæbebobler.
21.5.09. Dagen efter kom Nadia og heldigvis havde vi sørget for rigelige mængder af sæbeboblevand......
21.5.09. Nadia havde kridt med og så blev fliserne ellers dekoreret.
21.5.09. Drengene hyggede sig gevaldigt med at spille airhockey efter deres helt egne regler.
21.5.09. Kr. Himmelfartsdag var alt linet op til bøffer og pølser på grillen, men just som lækkerierne skulle på risten, trak et heftigt tordenvejr hen over området. Grilleriet måtte indstilles og bøffer og pølser endte på panden. Det smagte nu umådelig godt alligevel.
22.5.09. Den store vandpyt lige udenfor sommerhuset var som skabt til små drenge. Gummistøvlerne kom på, og så blev der hoppet og drønet rundt i vandet, mens de klukkede af grin. Rundt om stod de voksne og grinede med, mens der blev fotograferet og videooptaget. Showet stoppede, da Storm faldt pladask på maven og grin blev erstattet af hyl.
22.5.09. Samtlige børn tilbragte hver dag flere timer i svømmepølen, så de blev godt trætte. Jeppe på bare 2½ år var totalt frygtløs i poolen, udstyret med svømmevinger hoppede han uden videre i fra kanten, og bagefter susede han ned ad rutchebanen. At hovedet kom under vand generede ham ikke det mindste. Inden ungerne blev puttet hyggede de sig med med en dvd-film.
18.5.09. Nogle tog ud og kiggede på lidt forskelligt i området. Storm tog med sine forældre og mormor på besøg i Knuthenborg Safaripark. Vejret var dejligt og der var kun få gæster, så vi havde næsten parken og dyrene for os selv.
18.5.09. Vi tilbragte det meste af dagen i parken og gav os god tid til at kigge på dyrene. Her de meget livlige lemurer.
18.5.09. Det blev til hele 2 besøg hos tigrene for første gang lå de og sov, men senere var de mere livlige.
18.5.09. Selvfølgelig skulle Storm ind og kæle og fodre gederne, men det blev kun til en smule klappen. Vi var nemlig de eneste gæster og samtlige geder kastede sig over os for at få del i foderet. Det blev lovlig overvældende for lille Storm, så far måtte selv klare fodringen selv om også han nærmest blev overfaldet.
18.5.09. Parken var flot - ikke mindst denne enorme Rhododendron.
18.5.09. Knuthenborg har en stor og spændende legeplads. Storm sejlede med tømmerflåden og hoppede lidt på den store hoppepude, men de andre ting ville han bestemt ikke prøve selv om far var med.
19.5.09. Bent og jeg besøgte Fuglsang Kunstmuseum, som blev indviet i 2008. En flot bygning med fine værker bygget på godset Fuglsangs grund. Det dejlige vejr indbød også til en tur rundt i Fuglsangs imponerende engelskinspirerede park.
20.5.09. Vi tog også en tur til Nakskov, hvor vi kiggede på U359, som er en sovjetisk ubåd fra den kolde krigs tid. Det var spændende at se ubådens indre, men også skræmmende at forestille sig, hvordan det har været at være ombord dengang.
22.5.09. Marielyst ligger tæt på Gedser, som er Danmarks sydligste punkt, så vi kørte lidt sydpå og så bl.a. Sydstenen, der markerer stedet.
22.5.09. Også Gedser fyr måtte lige ses og fotograferes.
10.5.09. I anledning af Mors dag kom både Mette og Jacob på besøg medbringende fine flotte blomsterbuketter og hver sin søn. Besøg og blomster glæder og varmer, og det er en stor fornøjelse at se de to små fætres sammenhold.
10.5.09. De enes fint om både chips, melon og spilopper, så der er skarpt opsyn med dem.
10.5.09. Storm hjalp mormor med at plante og vande i haven.
10.5.09. Han var pavestolt over sin indsats.
3.5.09. Storm og Mette på søndagsbesøg. Storm klapper på mors mave og fortæller, at der ligger lillesøster.
11.4.09. Det meste af påsken blev tilbragt i fritidshuset i vidunderligt aprilvejr. Her er det sidste foto af huset med elgen hængende på gavlen. Efter mere end 10 år var elghovedet så medtaget at mulen var faldet af, så elgen blev med møje og besvær pillet ned.
11.4.09. Der var kommet beboere i fuglekassen, som vi hængte op i efteråret, og der var livlig trafik ud og ind. Også en påskehare kom hoppende forbi.
11.4.09. Søen var blå og nærmest spejlblank, vandet klukkede beroligende, fuglene sang og kvidrede, i skovbunden lyste anemonerne, luften var både lun og frisk. Det kan man da kalde afslappende.
12.4.09. Der gik så meget forår i os, at skraldespanden måtte holde for. Faktisk ganske praktisk for nu kan vi kende den, når den står på tømningspladsen.
12.4.09. Terrassen er sommerklar. Vi glæder os til mange timer i selskab med en god bog, grillmad med et godt glas vin, forrygende solnedgange og ikke mindst en flot søudsigt.
9.4.09. Børn og børnebørn kom til påskefrokost Skærtorsdag. Efter maden måtte alle bare ud i haven og nyde det dejlige vejr. Gizmo kom på besøg, og det passede både børn og hund vældig fint.
9.4.09. Også teltet kom i brug - der var rigeligt plads til 5 børn og en pakke riskiks. Efter et stykke tid med stilhed var der kun 5 børn!
9.4.09. De 2 små fætre går godt i spænd, de er nærmest små ballademagere, når de er sammen. Testel og biler flyver rundt, mens de klukker af grin.
9.4.09. Ungerne fik flotte påskeæg, da de skulle hjem. Jeppe var ved at være træt, men ligesom de øvrige børn holdt han krampagtigt fast i den spændende påskegave.
29.3.09. Freja fejrede sin 5-års fødselsdag for familie og venner dagen før sin rigtige fødselsdag. Og der var selvfølgelig masser af dejlige gaver til en meget spændt og glad Freja.
29.3.09. Freja tronede for bordenden, mens vi sang fødselsdagssang. Så pustede hun lysene ud og vi tog fat på boller og lækker lagkage.
29.3.09. Den meget kreative slikkagekone smagte sødt og godt, og var et hit hos både store og små.
29.2.09. Der er for alvor ved at komme gang i haven - det myldrer frem....
29.3.09. Temperaturen kryber også opad, så nu bliver det dejligt at komme ud og krudte rundt i haven.
28.3.09. Denne lørdag var det Jons fødselsdag. Vi spiste ude sammen med ham og de få, der ikke havde været med til surprice-party. Og jeg fik denne dejlige forårskurv.
26.3.09. Torsdagen blev tilbragt på Landsarkivet i København, hvor det lykkedes at finde en masse spændende oplysninger om slægterne.
25.3.09. En uges ferie gjorde godt. Om onsdagen blev Storm hentet tidligt i vuggestuen, så vi rigtig kunne hygge os resten af dagen. Storm elsker grønsager, sa det var bønner og gulerødder, der forsvandt fra tallekenen.
21.3.09. Så var det min tur til at fylde år. Mit arbejde lagde beslag på mig, så fejringen var udskudt en uge - troede jeg!! Men da jeg kom hjem efter arbejde lørdag eftermiddag var der vaskeægte surprice-party. Næsten alle børn og børnebørn var musestille, så jeg blev meget overrasket, da jeg trådte ind i stuen og så dem alle. Noii - hvor blev jeg bare glad og meget rørt.....
21.3.09. Der var masser af glade gæster, masser af flotte gaver og der var sørget for mad og drikke. Jeg kunne bare slappe af og nyde dagen - det var aldeles pragtfuldt.
21.3.09. Verner spillede prinsessespil.
21.3.09. Andre spillede wii.
21.3.09. De to mindste kunne sagtens enes om at drøne huset rundt og efterlade en ren slagmark alle vegne.
21.3.09. Imens holdt Mia nøje øje med lasagnen.
21.3.09. - og Jacob tog dagens billede!!
15.3.09. Anna fik sin fødselsdagsgave dagen før hun fyldte år, og det var spændende at se, hvad vi nu havde fundet på. Heldigvis blev Anna glad for den flotte toilettaske, som hun her pakker ud.
1.3.09. Pavillonen blev flyttet fra Lindholm for mange år siden, men den eksisterer stadig, så vi tog et lille kig på den.
1.3.09. Vi er en lille flok, der har fælles minder fra Lindholm, hvor vi som børn besøgte vores bedsteforældre. Denne søndag mødtes 3 af os for at udveksle både minder og billeder. Det var rigtig hyggeligt. Vi huskede alle 3 den flotte pavillon, som var et herligt legested dengang i 1950'erne.
27.2.09. Så var der lige brug for mormor til at passe en syg Storm. Og så syg var Storm nu heller ikke, så vi fik rigtig hygget.
22.2.09. Vores 3 ældste børnebørn fik billetter til Disneys "Princess Classics" i fødselsdagsgave, så denne søndag gik turen til Odense for at se showet. Der er et stykke vej, så vi spiste undervejs.
22.2.09. Der blev også en smule tid til lidt frisk luft på legepladsen. Her næsten Olsen-banden på vej over broen.
22.2.09. For at gardere os mod "Jeg er sulten" eller "Jeg er tørstig" havde vi medbragt 3 fine kufferter proppet med lækkerier i den sundere afdeling. De blev modtaget med begejstring af pigerne, der fik travlt med at undersøge og smage på indholdet.
22.2.09. Vi ankom i god tid, så kufferterne gjorde ventetiden udholdelig. Men så begyndte showet, og isen blev fyldt med de skønneste prinser og prinsesser - noi, hvor var det bare flot.
15.2.09. Weekenden blev tilbragt i fritidshuset, og vejret var bare fuldstændig fantastisk. Dejligt at vågne op til denne udsigt.
15.2.09. Vi havde ikke set vores lille dejlige hus siden oktober, men alt stod vel ti,l og der var varmt og dejligt indendørs.
15.2.09. Det var koldt, men helt vindstille og solen skinnede fra en flot blå himmel. Det var første gang vi så søen fuldstændig dækket af is.
15.2.09. Der var de flotteste udendørs scenarier allevegne, så man måtte bare ud og nyde det.
15.2.09. Som flere andre måtte vi ud og gå på den tilfrosne sø. Vi gik, mens andre tog ski, kælk eller skøjter.
15.2.09. Et sidste blik på søen før turen gik hjemad. Vi ville gerne være blevet lidt længere....
7.2.09. Så var der hele 7 lys i Kamilles fødselsdagslagkage.
7.2.09. Kamille fik mange dejlige gaver og selvfølgelig skulle trylleboksens indhold afprøves. Kamille viste sig at være noget af en tryllekunstner.
31.1.09. Fødselsdagskagen var en flot og meget lækker islagkage, som mor selv havde frembragt - ummmm.
31.1.09. Mange af gaverne blev afprøvet med det samme. Andre var invitationer og billetter til fremtidige oplevelser.
31.1.09. Så blev Nadia hele 4 år, og det blev fejret med en hyggelig familiekomsammen med masser af lækker mad og mange spændende gaver til Nadia.
30.1.09. Far og mor havde brug for en friaften, så 3 børn overnattede. Jeppe havde det fint, for der var masser af biler at lege med.
25.1.09. Ved et helt tilfælde fandt man ud af, at Storm er meget langsynet. Så nu har Storm fået fine briller, som han heldigvis synes at acceptere.
18.1.09. Weekenden blev tilbragt i Lübeck, hvor vi forkælede os selv med masser af dejlig mad, shopping og kiggen omkring. Selvfølgelig skulle vi se den gamle byport Holstentor, som er Lübecks imponerende vartegn.
18.1.09. Ved siden af byporten ligger disse skønne gamle pakhuse, hvor man i gamle dage opmagasinerede salt og siden korn og træ.
18.1.09. Det blev også til et besøg i Buddenbrookhaus, hvor forfatteren og nobelpristageren Thomas Mann boede. I julen 2008 havde en ny filmatisering af Manns fantastiske roman om huset Boddenbrook premiere, så der var stor fokus på både Mann og filmen.
18.1.09. På hjemvejen tog vi en lille omvej forbi Timmendorfer Strand lidt nord for Lübeck og sikke et feriecenter. Det er et større område ud til en skøn sandstrand og her er utallige hoteller og ferielejligheder fra det helt mondæne til det mere jordnære, og her er forretninger, cafeer, restauranter og souvenirbutikker i lange baner. Og selv på denne snuskede og kølige januar-søndag var der mange mennesker.
18.1.09. Det blev også til et lille kig på Travemündes havnefront, hvor der også var ganske mange mennesker.
11.1.09. Børn og børnebørn kiggede spændt med, da Bent pakkede sin fødselsdagsgave op, og der kø for at få lov til at prøve den nye Wii.