ambæks verden. billedarkiv 2008: 1. halvår
28.6.08. Vi passede Jacob og Mias 3 børn, og vi havde forberedt os godt og bl.a. købt lidt nyt legetøj. Jeppe var vildt begejstret for den flotte brandstation, som han legede med i timevis.
28.6.08. Pigene ville gerne sove i det fine nye mariehøne-telt, der blev placeret i entreen. Og selvfølgelig skulle vi læse godnathistorie i teltet.
28.6.08. Man sover godt i teltet - Kamille og Freja sov lige til kl. 9.00!!
25.6.08. Zoo havde aftenåbent, og det var noget af et tilløbsstykke, men efter 45 minutter i køen lykkedes det endelig at komme ind.
25.6.08. Selvfølgelig skulle vi se det nye elefantanlæg, og det var bare stort og flot både ude og inde.
25.6.08. Elefanterne har fået meget plads, og det har tilskuerne også, så der er masser af muligheder for at se de store dyr.
25.6.08. Vi fik nu også set en masse andre dyr denne dejlige sommeraften.
22.6.08. Midsommer i Sverige. Det fejres ikke som vi kender det med bål Sankt Hans aften - næ, svenskerne fester fredag aften og lørdagen er helligdag. Man danser bl.a. om majstangen, og navnet har intet med maj måned at gøre, men skyldes at stanges majes ud, altså pyntes. Vejret var nu ikke det bedste......

15.6.08. I haven blomstrede roserne lystigt, så sammen med Nadia og Anna vi tog en tur i Rosenhaven i Valbyparken for at se endnu flere. Det var åbenbart for tidligt - der var kun få blomstrende roser, men der var nu rigtig dejligt alligevel.....

8.6.08. Efter 5 måneder var det aldeles pragtfuldt endelig at gense vores dejlige fritidshus, og vejret kunne ikke være bedre.
8.6.08. Bent måtte desværre arbejde en stor del af tiden, men jeg fik opfyldt drømmen om at ligge på terrassen med en god bog. Det var virkelig afslapning.
8.6.08. Terrassen ligger bare helt perfekt - der er frit valg mellem sol og skygge hele dagen. Det er skønt at sidde her og nyde solnedgangen.
8.6.08. Regn har der ikke været meget af, og vi har aldrig før set søens vandspejl så lavt.
24.5.08. Storm sov hos os for mor og far skulle til fest. Og det lykkedes at få dette dejlige billede.
24.5.08. Storm hyggede sig rigtigt ude i haven. Vi spillede bold, pustede sæbebobler og spiste nye friske ærter.
16.5.08. Det blev en rigtig familieweekend, hvor vi havde samlet alle børn og børnebørn i et kæmpestort poolhus. Vi var 11 voksne og 5 børn.
16.5.08. Trods lidt fejl og mangler ved huset blev det en rigtig god og hyggelig weekend. Og der var masser af plads både ude og inde.
16.5.08. Helt varmt var det ikke, så der var brug for de varme trøjer. Om aftenen trak vi indenfor og tændte op i brændeovnen.
17.5.08. Det allerbedste var den store indendørs pool, som alle 5 børn var vilde med. Her tilbragte både børn og adskillige af de voksne ret meget tid, og ungerne gik hurtigt omkuld lørdag aften. Så fortsatte de voksne i spabadet.
17.5.08. Efter en smule tilløb blev vandrutchebanen også benyttet flittigt.
17.5.08. Selv lille forsigtige Storm endte med at blive lidt af en vandhund, når bare mor var med.
17.5.08. På hjemvejen besøgte vi en dejlig Rhododendron-park, og som altid faldt vi helt i svime over de mange fantastiske blomster.
10.5.08. Denne pragtfulde pinselørdag passede vi Nadia. Vi kørte til Gavnø Slot, hvor der er spændende ting for både store og små. Mange andre havde fået den gode ide, og folk hyggede sig rigtigt i den store park, hvor der er masser af plads.
10.5.08. Her er kuperet terræn med store græsplæner, masser af små og store træer og utallige flotte bede med tusindvis af blomstrende tulipaner i alle mulige farver - det er et helt fantastisk syn, som det er svært at få nok af.
10.5.08. Det lille bindingsværkshus er fyldt med dukker, som ses udefra gennem de mange vinduer.
10.5.08. I havedammen er både ænder og højtkvækkende frøer, og Gavnø har også et sommerfugleland med mange flotte sommerfugle, og der er afrikanske bjerggeder, som gerne vil klappes.
10.5.08. Vi kiggede også indenfor på slottet, hvor en del sale og stuer står som i tidligere tid. Her er også en kæmpestor malerisamling, som viser et bredt udsnit af europæisk malerkunst i det 16., 17. og 18. århundrede. Kirken er også åben, men den turde Nadia ikke kigge nærmere på.
10.5.08. Sørøverland er en legeplads, og den skulle selvfølgelig udforskes. De mange indtryk og udfoldelser satte deres præg på den lille dame, så hun var knap kommet ind i bilen, før hun faldt i søvn.
27.4.08. Søndagen bød på frokost på Damme Kro på Møn sammen med nogle venner. På hjemvejen blev der tid til at beundre skovbunden med de fantastiske anemonetæpper..
27.4.08. Vi kørte også over den smukke Mønsbro - eller rettere sagt Dronning Alexandrines bro.
26.4.2008. 3 børnebørn skulle passes. Vejret var fint og Middelaldercentret i Brøndby fejrede 10-års fødselsdag. Det måtte vi selvfølgelig kigge nærmere på.
26.4.2008. Her var rigtigt middelaldermiljø med alt, hvad dertil hører. Bål, folk i autentiske dragter, smedie, tinsmykker o.s.v. Der var nu også noget mere nutidigt som sodavand og chokoladekage.
26.4.08. Om eftermiddagen gik turen til Damhus Tivoli, som varmt kan anbefales. Det er faktisk et minitivoli, der er målrettet mindre børn. Det er overskueligt og byder på flere kørende forretninger, der ikke er for skræmmende. Her er bl.a. en stor hoppepude.
26.4.08. Og et fint lille tog.
26.4.08. Kamille og Freja prøvede de fleste ting, og det blev også til en slikkepind. De hyggede sig rigtigt, og alt i alt var det en rimelig billig og afslappende oplevelse. Jeppe var også med, men han blev i klapvognen og spiste is og sov lidt.
26.4.08. Selvfølgelig måtte vi lige afslutte turen med at kigge på de mange fugle ved Damhussøen.
WEEKENDTUR
5.4.08. Årets første weekendtur gik til Sønderjylland. Med base i Rødekro blev det til nogle ture ud i det danske forårsland. Efter lidt søgen lykkedes det os at finde Andholm batteriet, som var en del af den store forsvarsstilling Sikringsstilling Nord, som tyskerne opførte tværs over Sønderjylland i årene 1916-17. Da området i 1920 igen blev dansk, blev det meste af forsvarslinien sprængt væk, og i dag er kun ganske få spor tilbage - bl.a. Andholm batteriet.
5.4.08. Rødekro ligger ved Hærvejen, som i flere hundrede år var en vigtig transportvej ned gennem Jylland. Passagen ved det vandfyldte Immervad var lidt problematisk, men broen her hjalp meget. Den er opført i 1786, og er Danmarks bedst bevarede stenbjælkebro. Vi fik også set Hærulfstenen, som er en af Danmarks først kendte runesten.
6.4.08. På hjemvejen blev der tid til at kigge lidt på dejlige Fyn, hvor vi bl.a. spiste frokost på Bogenses nye flotte havnefront. Og vejret var flot.
6.4.08. Lidt mere af havnefronten, der endnu ikke er helt færdig. I bygningerne er der både butikker, cafeer og private boliger.
6.4.08. Vi kørte lidt i anernes fodspor, og kom bl.a. til Krogsbølle på nordfyn. Her Krogsbølle kirke, hvor min mormor og morfar blev gift i 1924.
6.4.08. Helt tilfældigt kom vi til Hofmansgave, som er et stort gods, der ligger aldeles pragtfuldt lige ud til Odense Fjord. Godset er opført 1784-1787, og var i mange år i privat eje. I dag er Hofmansgave en erhvervsdrivende fond. Der er en skøn lille park, som er åben for offentligheden - her er bl.a. et lille kartoffelmuseum.
30.3.08. Freja fyldte 4 år og inviterede på røde pølser og islagkage. En af gaverne var en stor taske proppet med Barbie-dukker og alskens tilbehør - et rent eldorado for både små og store piger.
30.3.08. Og det lykkedes at få et rigtig godt billede af dagens fødselar. Det er ellers meget svært, da Freja enten er helt gemt i håret eller også bevæger hun sig.
16.3.08. Bents oldefar er ophavsmand til Ambæk-navnet. Oldefar Anders blev født som en Hansen i den lille by Ambæk i 1859. På et tidspunkt flyttede han til København, men byens navn tog han med sig, og fik det officielt godkendt som slægtsnavn i 1914. Sønnen Ejner giftede sig i 1915 med Emmy, som ses tv. på billedet sammen med sin tvillingesøster og deres forældre. Hun er Bents mormor.
6.3.08. I mine gemmer lå dette gamle foto. Jeg formodede, at det var mine oldeforældre, og efter intens efterforskning og en masse venlige menneskers hjælp, har jeg fået det bekræftet. Det er Jesper og Frederikke Overby, der sidder foran deres bolig på Fjellebrovej 14 i Espe nær Ringe på Fyn. Jesper døde i 1943 og Frederikke i 1958. De gamle fotos har fået mig i gang med slægtsforskning, og det kan man altså blive rimelig bidt af, så det kommer der helt sikkert mere om her på siden.
2.3.08. Storm fik lov til at være meget længe oppe, men til sidst kunne han ikke mere, og med Leo i hånden sov han trygt og godt hele natten.
1.3.08. Så blev det Storms tur til at overnatte. Så snart den lille fyr havde fået nattøj på, foldede han sig ud som storcharmør, der i hvert fald ikke skulle sove.
1.3.08. Endnu en weekend i børnebørnenes tegn. Freja arbejdede længe og dybt koncentreret - alle farver skulle prøves, så det blev en ret spraglet bil.
24.2.08. Denne søndag gik turen til Odense, hvor vi havde inviteret vores 3 små piger med til Disney on ice. Det var et kæmpeshow - meget spændende, men Nadia syntes det var lovlig overvældende og en smule skræmmende. Legepladsen hvor vi spiste, var nu også ganske spændende.
23.2.08. Weekenden efter var der igen brug for børnepasning, og denne gang overnattede både Kamille, Freja og Jeppe. Det gik skam fint, men den lille fyr her står altså op kl. 5.30, så farmor her var ret træt dagen efter.
17.2.08. Far og mor skulle ud og spise, og vi hyggede os rigtigt sammen med Nadia, der også sov hos os. Det gik rigtig fint - blot syntes hun, at far og mor hentede hende lovlig tidligt, for hun havde jo ikke nået at lege med alt legetøjet.
NADIAS FØDSELSDAG
9.2.08. Så fejrede Nadia sin 3-års fødselsdag. Det blev et større arrangement, og far og mor havde sørget for en hel overdådighed af mad og drikke. Og familie og venner mødte talstærkt op. Nadia tog det hele i stiv arm, og havde ikke noget imod at være dagens midtpunkt.
Og hold da op med gaver - Nadia fik meget travlt med at pakke ud og nogle gaver måtte der jo lige kigges lidt nærmere på....
Efter boller, kager og en overdådighed af lagkager trængte alle til lidt frisk luft, og heldigvis var der en legeplads lige i nærheden.
Kamille kom til fødselsdag med et meget blåt øje. Det var ikke make-up, men et kæmpe sæbeøje, som var resultatet af et sammenstød med Rasmus henne i børnehaven.
KAMILLES FØDSELSDAG
3.2 08: Kamille fejrede sin 6-års fødselsdag en dag før tid. Men hun kan altså ikke lide sådan at være festens centrum, så mens alle sang fødselsdagssang, brugte hun håret som camouflage og havde travlt med en masse andet.
Jeppe er meget glad for mad, og da en anden af festdeltagerne havde forladt sin plads, var Jeppe ikke længe om at forsyne sig.
2.2.08. Dagen før Kamille skulle holde fødselsdag var der brug for pasning af de 3 små poder, så far og mor kunne få handlet. Og denne gang lykkedes det at få et par fine billeder af både Kamille...
- og Freja.
12.1.08: Bents fødselsdag. Når stort set alle børn, svigerbørn og børnebørn kommer, skal bordet efterhånden være ret langt. Det blev en hyggelig aften, og som sædvanligt var der masser af mad tilbage.